MILJØKOMMUNIKATION   – Blogs / debatindlæg / artikler / video / web

7 undskyldninger vi er trætte af at høre fra tøjbranchen



Læs på politiken.dk

Af Magnus Bundgaard Nielsen & Tanja Kjeldgaard, på vegne af Clean Clothes Campaign Danmark
Den 24. april er det fire år siden, at den otteetagers Rana-Plaza-bygning styrtede sammen og dræbte 1.134 mennesker. Bygningen husede flere syfabrikker, der blandt andet producerede tøj for danske virksomheder. Katastrofen trængte igennem i den brede offentlighed, og siden har tøjbranchen sagt og skrevet meget om, hvad de vil gøre ved de uhyrlige vilkår i de tøjproducerende lande. Der findes virksomheder som oprigtig talt gerne vil gøre det bedre og mere bæredygtigt. Men desværre kan man bogstaveligt talt tapetsere vægge med den øvrige del af tekstilbranches mange planer, politikker og forklaringer. For som regel er det ikke andet end ord på papir, mens handlingen udebliver.

Her kommer 7 slidte argumenter, vi er trætte af at høre fra den bagstræberiske del af tøjbranchen, når de forsøger at forklare, hvorfor de fortsat ikke kan sikre ordentlige arbejds- og lønforhold for dem, der syr det tøj, som de sælger.

1: “Det kom virkelig bag på os at ….”

Dårlige byggematerialer, tre ulovlige etager og en sumpet grund gjorde Rana Plaza-bygningen til en tikkende bombe. Bygningen husede flere syfabrikker og efter katastrofen var de store tøjvirksomheder, der havde fået produceret tøj i bygningen, ude og sige, at de var forfærdet over ulykken. At den kom bag på dem.

Men Rana Plaza-katastrofen var blot én (om end den største) i rækken af flere brand- og bygningskatastrofer, hvor syersker er omkommet i Bangladesh (og andre lande). Rana Plaza var ikke nogen ulykke. Det er en del af hverdagen i den globale tøjindustri. Lønninger, man ikke kan leve af, hetz mod fagforeninger og manglende brand- og bygningssikkerhed er reglen, ikke undtagelsen, i tøjindustrien. Noget der er veldokumenteret i rapporter, dokumentarfilm og artikler.

I starten af året kunne Danwatch citere kommunikationschefen hos en af Danmarks største tøjvirksomheder, for at tænke, ‘at det her jo var løgn’, da han hørte, at fagforeningsmedlemmer på deres leverandørfabrikker i Bangladesh var blevet arresteret og holdt fængslet efter at have kæmpet for at hæve mindstelønnen. Det kom simpelthen bag på dem…

Og sådan bliver de vestlige tøjvirksomheder ved med –  igen og igen – at stille sig undrende på sidelinjen, når disse forhold kommer i mediernes søgelys.

2: “Tøjet bliver dyrere, hvis produktionsforholdene skal forbedres”

Brancheorganisationen mener, at de færreste forbrugere er villige til at betale mere for ansvarligt produceret tøj. Derfor konkurrerer de fleste virksomheder på pris og ikke på ansvarlighed.

Men behøves tøjet blive dyrere fordi det produceres mere ansvarligt?

Organisationen Fairwear Foundation har undersøgt, hvor stor en procentdel af salgsprisen på en T-shirt, som går til lønninger til dem, der laver T-shirten. For en T-shirt, der koster 212 kr i butikken, viste det sig, at 0,6 procent (det vil sige ca. 1,2 kroner) udgjorde lønnen til hende, der havde lavet den. 12 procent (25 kroner) udgjorde tøjvirksomhedens overskud og 59 procent gik til salg og marketing. En fordobling af syerskens løn ville udgøre 1,2 procent af T-shirtens pris (altså 2,40 kroner). Det vil gøre en kæmpe forskel for den enkelte syerske, men næppe være en prisændring, som forbrugeren lægger mærke til.
Alternativt kunne de 1,2 kroner gå fra tøjvirksomhedens overskud. For overskud er der! Det er viljen, der mangler. I regnskabsåret 2014/2015 havde Danmarks største tøjvirksomhed, Bestseller (dem med Vero Moda og Jack & Jones), en nettoomsætning på 21,8 mia kr. og et overskud på 1 mia. kr.

Det behøves ikke være mærkbart dyrere for forbrugeren, at tøjet produceres ansvarligt, men det kan betyde et mindre overskud til tøjvirksomheden. Det synes vi faktisk er helt rimeligt. Så i stedet for at skyde skylden på forbrugere, der ikke vil betale for ansvarligt tøj, må pilen pege på virksomhederne. De forbrugere vi taler med, vil hvert fald gerne betale en krone mere pr. T-shirt, hvis de er sikre på, at den går til syerskens løn. Spørgsmålet er, om tøjvirksomhederne også vil det?
Få virksomheder vil gerne vise forbrugeren, hvad den pris de betaler for tøjet dækker. De er begyndt at lave price-breakdowns’, der viser hvor meget der går til markedsføring, bomuld, transport og løn.

3: “Vi kan ikke fortælle dig, hvor vi får produceret tøjet af konkurrencehensyn”

Når vi beder virksomheder om at oplyse, hvor de får produceret vil størstedelen ikke ud med sproget. Forklaringen lyder, at det er et konkurrencehensyn. Et argument der har lukket munden på mange researchere, journalister og NGO’er, men tænk det lige igennem.

Logikken skulle være, at hvis en given tøjvirksomhed afslører sine leverandører så vil konkurrenten forsøge at få produceret på samme fabrik. Nuvel. Hvordan skulle det så foregå? Jo, man kunne forestille sig, at konkurrenten vil tilbyde at betale fabrikken i Bangladesh en højere pris for en lignende ordre. Helt ærligt. Det synes vi er fint. Det vil give syfabrikken mulighed  for at betale en ordentlig løn til de ansatte. I dag må produktionsfabrikkerne konkurere om at få ordre. De underbyder hinanden. Prisen presses så langt ned, at det ikke er muligt at udbetale en leveløn til syerskerne. Det er det vi kalder ‘a race to the bottom’. Det er ikke syfabrikkerne – men tøjvirksomhedernes overskud, der tages hensyn til. Og det er et hensyn, der tilsyneladende er vigtigere end hensynet til syerskernes sikkerhed, livsgrundlag og menneskerettigheder.

Ofte hører vi også, at tøjvirksomhederne godt ved, hvor konkurrenten får produceret. Dette gøder fornemmelsen af, at det ikke er konkurrenterne, der ikke må kende syfabrikkerne – men derimod forbrugerne, medier og NGO’er.

Derfor arbejder vi hos Clean Clothes Campaign for gennemsigtighed i tekstilbranchen. Åbenhed omkring produktionsforhold betyder nemlig, at journalister og NGO’er kan holde et vågent øje med forholdene på fabrikkerne og sætte fokus på det ansvar tøjvirksomhederne har for forholdene, som de producerer under. Større åbenhed ville også bane vejen for at tøjvirksomhederne må konkurrere på at være mest ansvarlige.

I dag har flere store internationale tøjvirksomheder, som blandt andre H&M, adidas, og Esprit valgt at offentliggøre de syfabrikker, som de benytter. Andre tøjvirksomheder er endnu mere gennemsigtige og oplyser, på hvilken fabrik det enkelte stykke tøj er syet.

4: “Vi kan ikke bestemme om lønnen skal hæves”

Tøjvirksomheder understreger altid, at de overholder national lovgivning i de lande, hvor de får produceret. I Bangladesh er den nationale mindsteløn i tøjindustrien 68$ om måneden og i Cambodja er den på $153 om måneden. Nok er det billigt at leve i disse lande (sammenlignet med Danmark) men mindstelønnen dækker langt fra de basale leveomkostninger. Desuden er det langt fra alle i tøjindustrien, der rent faktisk får udbetalt den lovbestemte mindsteløn.

I Clean Clothes Campaign arbejder vi derfor for, at syerskerne får det, som kaldes leveløn. Organisationen Asia Floor Wage har regnet ud, hvilken løn, man kan leve for i det enkelte land, hvis man skal have dækket sit kaloriebehov og betale bolig, skole, tøj og læge med mere. I Bangladesh dækker den nationale mindsteløn kun omkring en femtedel (19 %)af levelønnen.

Konfronterer man tøjvirksomheder med, at mindstelønnen er langt under levelønnen, så lyder argumentet, at de ikke kan bestemme lønniveauet, fordi de ikke ejer fabrikkerne, der producerer deres tøj. Det mener vi ikke giver tøjvirksomheder carte blanche til at fralægge sig ansvaret. Nogle virksomheder lægger måske ordrer svarende til 80 procent af fabrikkens produktion og har dermed indflydelse til at påvirke lønningerne på fabrikken. Desuden kan tøjvirksomhederne gå sammen med de andre, der får produceret på fabrikken og blive enige om, at sikre bedre vilkår, eller bakke op fagforeningsarbejde i området.

Og ellers kan tøjvirksomheden jo altid vælge at flytte deres produktion til en anden fabrik, der betaler en rimelig løn. For de ejer jo ikke fabrikkerne.

5: “Det er ikke os, men de andre”

Da Rana Plaza styrtede sammen og oprydningsarbejdet gik igang var det ikke kun mennesker, men også mærker, som man ledte efter i murbrokkerne. Tøjmærker. For ved at finde mærkerne, kunne der skabes en kobling mellem fabrikken, og de tøjvirksomheder, de omkomne syersker havde produceret for. I Rana Plazas ruiner blev der blandt andet fundet en gammel ordreseddel med danske PWT Groups adresse (dem der har Tøjeksperten), og hvis den ikke var blevet samlet op og formidlet videre, var det måske aldrig blevet opdaget, at Tøjekspertens bukser og bluser var blevet syet her.

Vi ved, at de generelle vilkår i tekstilindustrien er blandt de værste i verden, når det kommer til både mennesker og miljø. Hos Clean Clothes Campaign bliver vi ofte spurgt om vi kan knytte de umenneskelige arbejdsforhold på fabrikkerne til en konkret (dansk) virksomhed og det er meget svært, medmindre der, som i Rana Plaza, bliver fundet en gammel ordreseddel faktureret til et Nordjysk postnummer.

Vi ville i Clean Clothes Campaign ønske, at vi kunne vende bevisbyrden om. At det var den enkelte tøjvirksomhed, der over for forbrugere og medier skulle (be)vise, at de adskiller sig positivt fra den generelle tendens i branchen. Faktisk er det også noget virksomheder er forpligtet til ifølge FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (UN Guiding Principles on Business and Human Rights). De stiller krav om, at virksomheder tager ansvar og udviser nødvendig omhu og gør deres ypperste for ikke at krænke menneskerettighederne i deres produktion.

Hvis de danske tøjvirksomheder er bedre end det generelle billede i tekstilbranchen, så burde flere virksomheder – i fald de har rent mel i posen – være åbne om produktionssteder og forhold, i stedet for at NGO’er, fagforeninger, journalister, forbruger- og menneskerettighedsorganisationer skal bruge tid på at lege detektiver.

6: “Vi bidrager positivt til fattige landes udvikling ved at skabe arbejdspladser”

Når kritikken for alvor trænger sig på for tøjvirksomhederne, så hører vi dette argument: “Vi giver dem jobs og det skaber udvikling”. Det første er korrekt. På verdensplan arbejder der i omegnen af 60-75 millioner mennesker i den globale tekstilindustri. Det andet – at der skabes udvikling – det tillader vi os at være skeptiske overfor.

Logikken bag argument bygger højst sandsynligt på Rostows “Take off”-teori, der kort fortalt handler om, at når industrien kommer til et land og folk får arbejde på fabrikkerne, så sætter det gang i hjulene. De betaler på kort sigt med billig arbejdskraft, mod at få mulighed til at investere i egen industri og opkvalificere sig. Der skabes en positiv cirkel: Produktionen stiger – det samme gør lønningerne – og derfor forbruget.

Men i Bangladesh arbejder der omtrent 4 mio. i tekstilbranchen, og landet har i årtier produceret tøj for udenlandske tøjvirksomheder, uden at det har skabt nævneværdige forandringer i levestandard. Tekstilarbejderne er så hårdt pressede, at der intet er, at lægge til side. Tøjvirksomhederne tjener penge på de mange unge kvinder, der søger til byen for at arbejde, men pengene forsvinder ud af landet og ikke ind i samfundet. Forbruget og væksten udebliver, og Bangladesh er, på trods af årtiers tekstilproduktion fortsat et af verdens fattigste lande.

Sagt kort: Take-off kræver pay-off. Et job i sig selv skaber ikke udvikling, hvis lønnen kun rækker til overlevelse.

7: “Vi har løbende audits hos vores leverandører”

Mange virksomheder vil stolt fremføre, at de løbende er tilstede på de fabrikker, de får produceret på. Men at man foretager auditbesøg betyder ikke, at der er ordentlige arbejdsforhold på en fabrik, det betyder bare, at der er nogen – fx eksterne auditeringsfirmaer – der undersøger forholdene og skriver en rapport.

Det interessante er, hvordan rapporterne udarbejdes, og hvad de benyttes til. Undersøger man, for eksempel om der er en fagforening repræsenteret på fabrikken? Forelægger man auditeringsresultaterne for dem, der arbejder på fabrikken? Hvordan retter man op på de fejl, udfordringer og mangler, som en auditering lokaliserer?

Efter Rana Plaza kollapsede indgik internationale tøjvirksomheder, syfabrikkerne i Bangladesh og fagforeninger en aftale om at undersøge sikkerheden på Bangladesh’ syfabrikker en aftale, der fik navnet ‘The Accord on Fire and Building Safety’.

Det var på mange måder en historisk aftale om et vigtigt samarbejde i branchen. Mere end 1500 fabrikker er blevet undersøgt. Men desværre er det, at lokalisere problemerne ikke ensbetydende med, at der bliver rettet op på dem og masser af de fundne fejl er fortsat ikke løst.

I dag er det altså fortsat farligt at være tekstilarbejder i Bangladesh. Så når tøjvirksomheder siger, at de benytter auditeringer bør de i samme åndedrag fortælle, hvad auditeringen viste, og hvad virksomheden har gjort for at forbedre forholdene på syfabrikken.

Hos Clean Clothes Campaign glæder vi os til den dag, hvor vi ikke længere skal tilbagevise de syv slidte undskyldninger og kan have en saglig debat om, hvordan vi gør tøjindustrien bedre. Det fortjener de mennesker, der arbejder med at sy vores tøj nemlig.

Clean Clothes Campaign er et netværk af 17 kontorer i europa og over 200 partnere i de tekstilproducerende lande, der (sam)arbejder for at skabe bedre forhold for syerskerne i den globale tekstilbranche.